Mange er i tvivl om, hvad begrebet voksen dybere set dækker over, altså hvad man ser et voksent menneske gøre rent adfærdsmæssigt.

Eric Berne viste os allerede i 60’ erne med sin transaktionsanalyse, at vi ikke altid agerer voksent, men har 3 steder i vores personlighed, hvorfra vi kan handle og kommunikere: forælderen (overjeg’ et/kritikeren), den voksne, samt barnet. Det ideelle udgangspunkt er at handle og tale ud fra den voksne del til en andens voksne del.

Mange vil i deres voksenliv sammen med andre voksne, forstå at “styre sit indre barn”, så det ikke overtager ens personlighed 100 %. Men når vi er på hjemmefront i familien, både voksne med børn samt voksne med voksne, så kan styringen skride, vi kan være for løse i vores grænser.

Således kan man betragte de 3 dele i personligheden som adskilte grænsende dele, som det er vigtigt at være bevidst om. For ellers flyder det hele sammen. Hvem er barn, hvem er voksen, hvem er forælder? Hvem har ressourcerne, hvem har beslutningskompetencen? Taler vi fra barnets uvidenhed og sårbarhed, eller fra den voksne ansvarlige del? Hvem tager ansvar nu? Hvem har ansvaret nu?

Vi ved godt, at en voksen skal være voksen for sit barn, som ingen erfaring har med at være voksen. Men den voksne kan have problemer med at vokse ud fra de erfaringer, som er givet i barndommen og senere som voksen. Har man ikke fået støtte af en ansvarlig voksen, hvorfra skulle man så have lært at agere som en ansvarlig voksen. Hvor kigger vi hen efter forbilleder, og hvor kan vi lære?

Når vores børn får os ud af kontrol, vækker vores følelser, vores usikkerheder og angst, så bør vi agere voksent og tage os af os selv. Men er vi ikke bevidste om, at barnet i os overtager, så agerer vi nu ud fra barnet, og henter hjælp hos andre voksne, og smider ansvaret videre. Og det er her det går gruelig galt. For støtte må vi have, hvis vores indre barn fylder for meget. Ansvaret tilhører os, og ikke andre voksne som pædagoger, psykologer etc., som vi kan hente ind for at hjælpe vores børn – når det i virkeligheden er os, der skal have hjælp.

Når vi har fysiske børn ved vores side, kan vi komme til at lægge vores indre barns følelser over i vores døtre eller sønner, uanset om de stadig er børn eller måske blevet voksne nu.

Det er et ekstremt svigt for et barn at opleve de voksne slippe sin voksenhed, da det så straks må lære at kompetencer, der kvæler barnets eget tempo, væren og grundlæggende balancepunkt. Herfra fastlåses det i et krav om at bære, om voksenansvar og kontrol, så alt ikke er kaos.

Derved kan mange ”besværlige” børns adfærd forklares med, at de ikke tåler at afgive kontrol, fordi det er farligt. Derved kan de af omgivelserne opleves som styrende og forstyrrende, fordi de jo netop ikke er voksne, men skal underordne sig voksne ude i verden.

Derved kan også megen uro hos børn forklares, og med det også diagnoserne, der er kommet til i de sidste 20 år, som dækker over uro og forstyrrelser i koncentration (væren), samt angst. Også de deciderede angstdiagnoser og de psykosomatiske symptomer som ondt i maven, hovedet etc. kan i nogen grad forklares med et skred i forældreskabet, hvor der er nogen forvirring omkring, hvem der er forælder og hvem der er barn. Oprøret mod den autoritære opdragelse (den formanende forældrestemme) betød en vandring ned i et hidtil før uset barn, hvorfra mange forældre udførte deres forældreskab op gennem 60’ erne og 70’ erne. Her var frihed, minus kontrol, ingen grænser – det lyder jo godt. Men for børnene der er vokset op i de årtier, og for de nuværende børn, betyder det rigtig meget pres og mangel på frihed, fordi disse børn har skullet være voksne og bære langt mere end man kan forvente af et barn, der skal finde sig selv, danne sig selv og ånde livet ind som udgangspunktet for senere at blive voksen og ansvarlig for sin egen og sine børns evne til at næres og udvikles.

Denne tidlige voksenhed ses også i kapitalens forsøg på at modne børnene til produkter, der er langt ude over deres modenhed. Det som er blevet en værdi for børnene, og som de ”voksne” tillader, er at blive modne hurtigst muligt. Det er selvfølgelig en impuls, der altid har været hos børn – at der er sejt at være stor. Men at give den impuls gas med støtte fra forældre og samfund er en anden ting. Når forældrene ikke har lært at være børn i deres barndom, bliver det ikke muligt at give sine egne børn chancen for at være børn. Når man er blevet voksen for tidligt, har man et stort indre barn, der mangler liv og næring og stille udvikling guidet af en voksen. Det har givet meget tunghed i vores samfund, at voksen rollemodellen er yt. Tungheden kan dog ikke ses i bybilledet. Men vi ser det ulme i form af stress, depressioner, lave selvværd en masse, eksploderende angst- og uro diagnoser, førtidspensioner, reaktioner i trafikken og det offentlige rum i det hele taget, når emner debatteres. En ustyrlig vrede, en god portion barnlighed, samt tunghed i form af ubearbejdede følelser, som bæres som en byrde fra de voksne, der ikke er voksne nok, og som en byrde fra det svigt barnet i en har været udsat for.

Vi mangler rollemodeller, der kan lære os hvordan man rent faktisk handler og taler, når man er voksen. Der er så hårdt brug for nogle, der viser voksenhed, så vi andre kan se, hvad det indeholder af kvaliteter. Vi har hårdt brug for nogen, der vil påtage sig helingen og udviklingsarbejdet med de for voksne børn og voksne, der har påtaget sig en voksenhed, der er helt og aldeles misforstået og forskruet i sine kvaliteter. Vi mangler nogen, der kan stille op med en stille støtte og omsorg til at udvikles i først og fremmest barnet, da vi ikke kan blive voksne nok, hvis vi ikke har været børn nok.