skjul menu

Selvudviklingsgruppe autenticitet og sensitivitet detaljeret info

Selvudviklingsgruppe autenticitet og sensitivitet fortsat ..

For at finde ind til sit eget udviklingspotentiale og sin styrke, må vi kontakte hvad der er, i stedet for at flygte. Vi træner stille væren med vores følelser. Både glæden, modet, håbet, udholdenhed, værdier vi tror på, tillid, meningsfuldhed, friheden og frihedstrangen, kærligheden, eventyrlysten, sorgløsheden, forbundetheden og taknemmeligheden. Men også vores mere svære følelser som mistillid, kedafdet hed, flovhed/skam, afvisninger, kontroltab og/eller lyst til overkontrol, meningsløshed, angst og tomhed. Vi rummer det hele, selv om noget af det måske ligger i skyggen, hvor vi ikke kan få øje på det, eller har censureret det væk. Vi træner opmærksomhed på og accept af dine emotionelle behov og dit hjertes længsler.

Vi vil tage hul på langsomt og trygt at bygge en ny verden til selvet, der vil være mere frugtbar og fuld af overflod med færre forhindringer, samt større indre styrke, tillid og åbenhed. Men også det at kunne lukke i og beskytte sig via grænser, så krænkelserne og andres dominans over dig vil blive mindre.

Du vil lære veje til at vælge og modtage dig selv fuldt ud. Mærke den kraft du har, og som alle mennesker har. Mærke og fastholde drivkraften og den klippefaste passion, med hvilken du kan vælge i lyst ud fra det menneske du er, frem for i pligt ud fra et gennemsnitsmenneske, som vi via medier og sociale fællesskaber opfatter som normalen.

Der er meget pres på at udkomme på mange fronter, både i samfundet og i relationer. Selv det terapeutiske rum har nu et større fokus på hurtigt at komme videre. Vi skal tale om det ikke at være videre i den forstand, som samfundet forventer det.

Verden er et spejl af det indre. Og ved at se på din verden, kan vi sammen få bevidsthed om, hvordan dit indre har det, og hvad DU har brug for at udvikle; og ikke hvad vi andre har brug for at udvikle på dig.

I det øjeblik, at du sanser dig selv til fulde, vil din sansning danne bevidsthed om, hvad du er, uden ord. Denne ordløse bevidsthed kan du bruge til at mærke, om du skal sige ja eller nej, sige til eller fra i forhold til de muligheder, der kommer til dig. Og at træffe autentiske valg. Her har du har dig selv med og tager vare på dig selv. Det medfører, at du vil få en stærkere følelse af en kerne, hvor du gradvist får en mere stærk og tydelig oplevelse af, hvem du er, og at du er god nok som du er.

Forudgående kompetencer: Ingen. Vi praktiserer hverken meditation eller mindfulness, men en blanding hvor alle kan være med, og hvor der ikke er en stringent form. Vi udøver stille væren med spørgsmål fra gruppeleder, som øger opmærksomheden på følelser og kroppens svar på disse følelser, eller det omvendte perspektiv, hvor fokus på kroppen vækker følelser. Disse stille væren med fokus på følelser og krop, vil vi bagefter sætte sprog på og perspektivere. Her kan du få støtte fra en erfaren gruppeleder, der til daglig praktiserer som psykoterapeut og coach, og som har holdt foredrag om det autentiske menneske, samt skrevet bogen `Sårbarhed som et livsvilkår`.

Litteratur/teoretiske retninger: Gruppen får anvist litteratur, lige som at der kan uddeles mindre tekster vedr. essentielle begreber, alt efter hvad gruppens behov er. Hvis det ønskes, kan gruppeleders bog ´Sårbarhed som et livsvilkår´ og kompendie ´Det autentiske menneske´, uddeles.

Rent teoretisk og metodemæssigt funderes gruppen bl.a. i Debbie Ford og hendes skyggebegreb, Somatic Experience, Mindfulness, Fritz Perls, Kierkegaards begrebsverden med tro, kærlighed, angst, frihed, skyld og lidenskab, Jung og individuation (selv-virkeliggørelse), Svend Brinkmanns begreber, Martinus og individuation, Den paradoksale ændringsteori v/ Gary Yontef, der siger at jo mere man prøver at være, hvad man ikke er, jo mere forbliver man med at være den samme.

Målgruppe: Alle, der har brug for at lære at rumme hele sig selv, sine følelsesmæssige behov, og de vilkår som man står i pt. Måske dit liv er gået godt, men du savner at være mere i sync med dig selv. Måske du er særlig sensitiv mv, og har brug for at lære at kunne processe og bruge dit vilkår konstruktivt. Måske du er kronisk smertepatient, eller har andre kroniske lidelser. Måske du lider af psykosomatiske uforklarlige tilstande, som viser sig som diffuse symptomer. Måske du er sund og rask, men døjer med træthed eller nedsat energi. Måske du har lidt svigt som barn eller voksen, som styrer din hverdag for meget. Måske alt er godt på alle fronter, men at du står midt i et dilemma, som er et blindspot for dig, og som er så grundlæggende, at bevidsthed vil kræve at stikke lidt dybere. Måske du ”blot” bekymrer dig, eller ikke helt har tillid til livet, eller andre og dig selv.

Om gruppelederen: Gruppeleder er psykoterapeut mpf og coach Katrine Boeck, der har egen praksis, og derudover holder foredrag og skriver bøger, kompendier mv. Derudover arbejder hun med sårbare unge. Katrine er oprindeligt uddannet i kommunikation, og har i mere end 10 år arbejdet inden for det felt i det private erhvervsliv. Katrine er 49 år.

Forløb: Dit gruppeforløb starter i 2018. Gruppen mødes hver 14. dag.

Mødedatoer: Grupperne sammensættes ud fra, hvornår den enkelte kan. Det oplyser du ved tilmelding (se punktet ´tilmelding´).

Mødedagene foregår altså på tidspunkter, som du kan, men som først fastlægges, når logistikken omkring gruppen er klar. Der er måske mulighed for at fortsætte i gruppen, hvis der er behov for det.

Der optages max. 6 personer i gruppen.

Sted: København. Søborg, 2 km. nord for København NV, 5 km. fra Lyngby. Gruppen foregår på adressen Niels Bohrs alle 13, 2860 Søborg.

Hvis I allerede er en gruppe: Hvis du har en eller flere kollegaer, venner eller bekendte, familiemedlemmer eller andet, og I er en gruppe på 3-6 personer, er det muligt at I kan foretaget forløbet i jeres egen lukkede gruppe. I skal være velkomne til at skrive til mig og høre nærmere. Nedenstående pris bygger på 6 personer i gruppen.

Pris: Pris per person 2.175 kr. for 3 gange a 2 timer.

Tilmelding: Send en mail til mig (katbo@coachcare.dk) eller gå til kontaktformularen, og skriv dit fulde navn og tlfnummer, og forklar kort din baggrund for at ville ind i en gruppe. Så skriver jeg til dig, så snart jeg har læst din mail, og bl.a. spørger til hvornår du mere præcist kan i løbet af en almindelig uge, sådan at jeg kan sammensætte en gruppe.

Overordnet regel for gruppen: Såfremt man misligholder eller misbruger forholdet til sin gruppe, kan samarbejdet ophøre. At være i en gruppe forudsætter ansvarstagen for det gode samarbejde, som foregår i dyb tillid.