Jeg hører ofte begrebet anerkendelse blandet sammen med begrebet bekræftelse. Men hvad er anerkendelse og bekræftelse, og betyder de fuldstændig det samme?
Anerkendelse betyder at kende an … hvilket er en lidt anden definition end at bekræfte (at give kraft). Man hører det i ordene, at bekræftelsen er på et mere grundlæggende niveau, uden på den måde at gå dybere end anerkendelsen. For begge er vigtige, og uden dem begge, kan vi blive ret ulykkelige. Så selv om anerkendelse måske er blevet et lid brugt ord, og brugt i mere lette og poppede sammenhænge, så fungerer den meget fundamentalt i et menneskes psyke, og er uundværlig! Den hører med til at give mennesker en følelse af at blive respekteret. Og isn´t that something?
Hvor bekræftelse er en en slags dokumenteren - altså en slags bevisliggørelse, er anerkendelse en godkendelse og accept af det bevis man fører. Her kan man høre, at der skal arbejdes for anerkendelse i forhold til en godkendende instans, hvor vi er inde og tal om at overbevise, mens bekræftelse handler om at bevise. Jeg håber forskellen kan fornemmes. Den ligger nok mere i det sanselige, end i det sproglige.
Vi søger alle at få anerkendelse og bekræftelse af den person, vi er. Derfor udvikler vi en orientering mod de ydre omgivelser og personer, og oplever vi ydre anerkendelse og bekræftelse, falder vi på en eller anden måde til ro, ihvertfald for en stund.
Denne orientering mod de ydre omgivelser medfører, at vi finder måder til i en eller anden grad behage andre. For nogen bliver ligningen til: hvis jeg opfylder dine behov, så giver du mig anerkendelse (en opfyldelse af mit behov). En bonusgevinst i denne logik er, at opfylder man andres behov, så mister man dem ikke, og undgår afvisninger og at blive forladt.
Men er helt ovre i andres sko, og ikke går i sine egne mere, ses den konsekvens, at man mister sig selv, fordi man faktisk får afvist og forladt sig selv. Så for at undgå en ydre ”af”kræftelse og glemsel, iværksætter man en indre i stedet.
Men hvor er så balancen? Skal vi være selvforsynende, eller er det ok at søge bekræftelse? Det spørgsmål forvirrer mange, så her er lidt om netop det.
ANERKENDELSE OG BEKRÆFTELSE I ET SAMSPIL MED ANDRE
I bund og grund er vi helt og aldeles afhængige af hinanden. Alle vores dybeste længsler, og vores værste mareridt, drejer sig om vores forhold til andre mennesker. Ligesom at vores oplevelse af eksistens, altså det overhovedet at eksistere, ligger i relationen.
Indtil vores oplevelse af et eller andet er bekræftet af et andet menneske, er der en usikkerhed om kvaliteten i eksistensen af den pågældende oplevelse. Et andet menneskes bekræftelse af vores oplevelser er porten ind til eksistensens kerne: det der er = betydningen = meningsfuldheden.
Hvis andre afviser oplevelsen, kan vi godt opleve eksistens alligevel, hvis vi her forstår selv at bekræfte os, samt at bekræfte den betydning vi har, og betydningen af vores oplevelser og følelser. Men længslen efter den ydre bekræftelse fra et andet menneske, er ikke noget vi opgiver. For det er andre menneskers bekræftelse, som i første omgang stadfæster at vi er til, samt betydningen heri. Forelskelsen er én lang berusende bekræftelse, hvor en anden elsker ALT ved os.
Er man ikke blevet bekræftet nok, eller er blevet bekræftet på en måde, hvori man ikke er blevet set, som det man er, så vil vi i høj grad have brug for den ydre bekræftelse til at lukket ”hullet” og hele os. Mors og fars bekræftelse som en førsproglig og dyb eksistentiel bekræftelse fra en autoritet til et identitetsskabende barn, er imidlertid ikke noget vi kan regne med i vores voksen relationer, da det netop er relationer mellem voksne. Voksne mennesker ”stiller” som regel ikke op med den form for behovstilfredsstillelse og bekræftelse, som en manglende bekræftelse i barndommen vil efterlade en evig længsel og søgning efter.
Man kan arbejde for selvbekræftelse og anerkendelse af sig selv for at mætte sin længsel. Men oplevelsen af eksistens forudsætter bekræftelse fra andre, for vi kan ikke finde identitet udelukkende fra den bekræftelse, vi giver os selv. Men behøver vi SØGE den? Og søger vi efter anerkendelse eller bekræftelse?
Lad os lige slå fast, at vi hverken kan styre os til bekræftelse eller anerkendelse ude fra. Vores følelse af eksistens, beviset for den og godtagelsen af den, ligger altså i andres hænder.
BEKRÆFTELSE SOM BEVIS PÅ VORES EKSISTENS
Oplevelsen af eksistens forudsætter tilstedeværelsen af et andet menneske eller en udgave af sig selv, med en ikke-krævende indstilling. Det giver os mulighed for at fordybe os i os selv uden forstyrrelser. Det er det, som det terapeutiske rum faciliterer. Skal vi kunne opleve vores eksistens, og føle værdi i den, har vi brug for et andet menneske eller en højere del i os, som ubetinget bekræfter vores oplevelser, som de kommer til udtryk.
Når den ubetingede bekræftelse kommer fra et andet menneske, er der ikke tale om at man skal være enige for at blive bekræftet, da kravet om enighed er en betinget bekræftelse. Eventuel enighed går i stedet på vores værdier. Men i bund og grund kan vi ikke regne med hverken enighed eller bekræftelser, og må udvikle en eller anden form for selvstøtte og ressourcer. Bl.a. må fundamentet for de bæredygtige værdier hos en person, komme indefra.
Forskellen på at søge ydre bekræftelse og indre bekræftelse er tydelig: ved ydre bekræftelse kan man blive nødt til at miskreditere ens agtelse af sig selv, og dermed sætte sin følelse af værdighed, respekt og selvværd på spil.
Ved indre bekræftelse er formålet altid at bekræfte dét, der er, og dermed den man er lige nu i dette øjeblik. Det kræver vågenhed, opmærksomhed, ærlighed og ikke mindst mod og villighed til at sige fra over for/opgive det og dem, der ikke vil mig, som den jeg er, og udvikle den del af mig, som vil hele mig. Alene den proces kan vække en sorg, som har ligget skjult før.
Alt dette forklarer jo, hvorfor der er tale om en rejse, der tager tid, og at sådan en udvikling endda kan tage mange år. Vi kan aldrig blive for autentiske – der er altid mere fordybelse og betydning, mere agtelse at komme efter. Og ligeledes mere heling omkring de situationer, hvor livet byder os mangler og kontakt, der ikke bekræfter os overhovedet.
I individuel psykoterapi arbejdes der i høj grad med bekræftelse og anerkendende sprog. I psykoterapi kan vi så at sige indføre nogle af de dialoger og samvær, som måske udeblev tidligere, eller som i stedet var afkræftende og med for mange forventninger/skuffelser.
ANERKENDELSE ER RESPEKT FOR DEN MÅDE, VI UDTRYKKER VORES EKSISTENS
Uanset om vi taler job, tøjstil, rollen som forælder eller venskaber, så har vi brug for respekt for den vi vælger at være.
Vi kan godt leve uden respekt, medmindre der er tale om disrespekt. Men respekten giver os agtelse og værdighed. Og værdighed er fundamental for et menneskes følelse af integritet. Derfor er anerkendelse en del af at have integritet.
Med begrebet respekt er vi også inde omkring begrebet ære og ærbarhed, hvor der er tale om visse hensyn. Så at blive anerkendt, er sådan set at blive taget i betragtning. At man har en betydning, ikke bare for sig selv, men også andre.
Betydningen kan overføres til, at livet er betydningsfuldt - at livet giver mening.
HVIS DU VIL LÆSE MERE OM ANERKENDELSE OG BEKRÆFTELSE
Her er en lidt udvidet udgave af denne side, som du kan printe fra (pdf-fil). Du kan også læse mere om de komplementære emner:
angst - f.eks. i forbindelse med ikke at være nogen
stress som følge af at søge ydre anerkendelse
skamfuldhed som pol til anerkendelse
lav selvfølelse som følge af mangel på anerkendelse/bekræftelse
svigt, når et barn f.eks. ikke oplever den grundlæggende bekræftelse
Du er også velkommen til at maile mig på katbo@coachcare.dk med spørgsmål, eller hvis du ønsker at booke en tid. Eller ring på 2320 6983 i tidsrummet 8-21 alle ugens dage.
Det er også muligt at tilmelde dig en samtalegruppe, hvor temaer som bekræftelse og anerkendelse er indeholdt, eller et 1-årigt kombineret coachingforløb, hvor du har mulighed for at følges med en gruppe.