I 1. fase (se oversigt over faser) lærer du, at kærligheden er betinget, og lærer desuden selv at betinge kærligheden – i første omgang til dig selv. Psykoterapien arbejder med begrebet objektrelationer, samt moralske forsvar[1]. Fra denne begrebsverden taler man om, at barnet altid vil kategorisere sine forældre som de gode og sig selv som den onde, selv om det er destruktivt for barnet. For endnu mere destruktivt føles det, at forældrene er de onde, ikke til at stole på, forkerte. For hvem skal så tage sig af barnet, som er afhængigt af voksne? Denne strategi ville for barnet være lig med opløsning eller tilintetgørelse. Derfor gør barnet de andre rigtige. Og når de andre er rigtige, må jeg være den forkerte, og altså lave mig om. Hermed opstår det usande Jeg, masken, løgnene og fortielserne. Man kan fungere fint her, så længe man ikke mærker tabet. Men rigtig mange vil på et tidspunkt få en følelse af fastlåsthed, evt. kombineret med følelser af skam, skyld og et lavt selvværd. Og når fastlåstheden føles for voldsom, friheden for lille, kærligheden for begrænset, og støjen indadtil vokser sig for stor, så er man parat til udvikling og til at gå videre ind i næste fase.
I oversigten ser du 2. fase i den livslange proces gående fra at være autoritetstro over for andres autoritet til selv at blive en autoritet. En rejse fra at være centreret om overlevelse til at være centreret om selvudvikling.
Du har lært, at kærligheden er betinget, og du har lært selv at betinge kærligheden – til dig selv og nu også til andre. Når du selv og andre betinger kærligheden, resulterer det i ukærlige handlinger – hvor I ikke giver hinanden lov til at være dem I er, og hvor I holder hinanden fast. I 2. fase opdager du via opmærksomhed på dit indre, hvad der ligger under støjen og dine tilstande. Du opdager din krop og dine følelser, og lærer at tage dem alvorligt og forstå, hvor de vil føre dig hen, til dit eget bedste, så du får det godt. Du begynder at reagere og tage dig modet til at gøre ting, som du har lyst til. Du italesætter og udtrykker din angst og dine forestillinger for alt det, der kan ske, hvis du er dig selv. Andre reagerer stadig ud fra det gamle betingede kærlighedssystem, som du nu er ved at omdefinere som ubetinget. Det medfører nogle af de ting, du har bange anelser om – men angsten er mindre, og får dig ikke til at gå ind i betingelserne – eller i hvert fald ikke fuldautomatisk. Du øver: falder i, lykkes, falder i, lykkes. Summen er, at du føler dig mere fri og bevægelsesdygtig, og ikke mindst kraftfuld og værdig.
Nu begynder rækken af kærlige handlinger i forhold til dig selv. I 3. fase (se oversigt) vælger du at give det, der er i dig, og som er dig, opmærksomhed, og at tage ansvar for det du mærker. I første omgang er det støj, du mærker. Og for mange betyder al den støj, at de søger et vendepunkt, fordi det allerede er erfaret, at støjen ikke forsvinder ved at skrue ned på volumenknappen. I fase 3 skruer du op, og får lært støjen at kende, differentieret hvad der summer og bobler af temaer og budskaber til dig. Dette er fuldkommen kærlighed til dig selv. Jo mere du træner at opdage og træner at være dig, jo mere slår kærligheden rod og udvisker uro samt fysisk og psykisk smerte. Hvor slutningen af 2. fase var nyopdagelser af dig, så er 3. fase fyldt med gentagelser i træningen, for at få det hele med, og fordi du nu tager ansvar. Det du foretager dig er at integrere det lærte, så du bliver et integrativt menneske.
Når du vælger at træde ud af betingelserne for at give dig selv kærlighed, og når du vælger at du er god nok til at modtage kærlighed fra dig selv og andre, hele tiden og uanset hvad du gør; så kan der komme nogle til tider kraftige reaktioner i dine omgivelser. Er man spundet ind i uærlighed, uopsigelige aftaler og uligeværdige relationer, så vil ethvert forsøg på at vriste sig ud, vække uro hos dem som deltager i systemerne, du gør oprør mod. Også selv om det er ment i kærlighed – til dem også. Der findes ikke noget mere kærlighedsfuldt end at insistere på frihed. Kort og godt at sætte dig selv fri. Og at sætte andre fri. Det betyder ikke, at man ikke kan være knyttet og have samhørighed. Det betyder blot, at I ikke er bundet af lænker, men at I vælger hinanden i frihed. Det er bekræftelse med et stort B. Man kan godt elske folk, og så sætte dem fri. Og man kan godt elske folk, der sætter sig fri. Kærligheden går ikke til grunde, fordi vi mennesker ikke ses, ikke bekræfter hinanden, ikke vil hinanden lige nu. Vores forestillinger kan skabe billeder af forladthed, ensomhed, isolation, hjælpeløshed, udstødelse, glemsel og tilintetgørelse, som stammer fra barnets afhængighed samt erindringer liggende dybt i os tilbage fra vores urhistorie. Selv når vores bange anelser viser sig at være virkelighed, og vi rent faktisk udstødes eller afvises, så kan kærligheden paradoksalt nok stadig være tilstede. Men på et andet plan, som ikke lader sig nå via vores menneskelige spil og vores måder at være i kontakt på.
De regler, der ikke er dine, gør du ni alt for at slette og ophæve, der hvor de blev brændt ind i huden. Huden har konturer af ar, men det bliver mindre tydeligt med tiden. Huden har godt af luften, som den nu kan ånde helt ind til blodet, som luftes og vitaliseres. Du behøver ikke mere at kategorisere andre som værende rigtige og du selv som forkert. Du har valgt, at du er rigtig og på forhånd elsket, uanset situationerne, der opstår i dine relationer. Du er blevet en ansvarlig voksen, der igen og igen holder fast i, at du er god nok, uanset hvilke følelser dette måtte vække.
Jeg springer lige til side, for jeg får sådan lyst til at spørge dig om noget. Kender du måske til følelsen af ikke at være god nok? Hvis ja, måske du så husker alle de følelser, der følger med sådan en hård dom.
Hvilke følelser kommer til dig, hvis du vælger at sige, at du er rigtig, og at du altid altid altid altid og uden beviser, er rigtig? Hvad vækker det af følelse lige nu?
Hold fast i din rigtighed .. også selv om den måske lige nu føles usand. Giv ikke dine følelse af forkerthed liv, men tegn, mal, eller skriv den ud – eller gå i terapi med den. Du kan også læse videre, for vi skal meget snart til at tale meget mere om de svære følelser, der kan sætte en kæp i hjulet for alskens gode projekter og livskraft.
I fase 3 (se oversigt) er du i en livsfase, der kan tage meget lang tid, fordi du træner at integrere hele dig, og at smide alt ud, som skal smides ud af dit system – i kærlighed til dig. Fokus er dig, og kærligheden til dig. I denne fase må de andre vente – du er i gang med et alvorligt livsprojekt, der behøver dit fulde fokus rettet på at lære dig selv at kende og at give dig selv en betydning for dig og for denne jord.
Du er nu i gang med at skille dig og andre mennesker ad, så du ikke behøver skille dig selv ad. Når du erfarer, at du selv kan klare adskillelsen og at bære hele dig, så får du også tillid til, at andre kan klare adskillelsen og at bære sig selv.
Når du i 3. fase har fået slået dig selv fast på denne jord; når du har arbejdet både abstrakt og konkret samt værdimæssigt med din identitet; og hentet inspiration fra himlen og forbundet det med jorden ved i hverdagen at integrere det; så er det i 4. fase (se oversigt) tid til at sende gaven fra himlen, fra det ophav du har fundet dig selv i, videre til andre. Gaven ER dig, og det du har lært – al den erfaring og visdom tilegnet gennem hårdt arbejde og mod og klogskab, samt en uendelig stærk kærlighed og råstyrke i dig. Nu, nu, ja nu er du mere dig. Nu er du så tæt på sandheden, som du kan komme. Nu er du ærlig, ægte og autentisk. Og det vækker for alvor andres nysgerrighed. Nu kan du komme i spil. Nu flyder dit overskud, såfremt du stadig holder fast, hvilket til stadighed kræver din vilje. Men du kan nu slappe mere af og nyde frugterne, og lege lidt med det hele, som har været så alvorligt. Det er nu tid til at mærke efter, hvor kærligheden flyder let, og hvor den begrænses. For så kan du spare dine kræfter og ikke søge så dybt der, hvor kærligheden lige nu eksisterer i begrænset mængde. Stol på, at den andre steder har bedre vilkår, at nogen derude også tror på, at den ingen grænser har, ingen ende har, at den ER der, uden anstrengelser.
Kærligheden er en følelse. Kærlighed er ikke noget, man kan eje. Den kan føles i hjertet. Til enhver tid. Hvis vi vælger det. Men kærlighed er ikke bare at føle glædelige følelser. Det er også kærlighed at være vred. Så længe vi elsker med et åbent hjerte, og ej sætter betingelser op for os selv (eller for andre), så er det kærlighed, som jeg oplever det.
[1] Ludvig Igra + Ronald Fairbairn