Måske du kender til at besøge din læge med diverse diffuse symptomer, og der så ikke er noget galt. Og at blive undersøgt i dybden, og der så ikke er noget galt.

Måske du kender frustrationen over ikke at kunne få en diagnose, så omverden kan forstå der er noget galt, og så det kan behandles.

Måske du oplever uforståenhed og undren hos lægen og dine omgivelser.

Gør du det, kan det måske hænge sammen med, at du ligger i den gråzone, som rigtig mange mennesker befinder sig i: udefinerbare og diffuse symptomer og smerter, som ingen forklaring har andet end, at man forklarer det med, at det er psykisk og diffust. Men husk, at det er lægen, som det er diffust for, fordi han/hun ikke kan finde svar. Og at det er psykisk er oversat til dansk: ikke mit (lægens) bord, så stop med at opsøge mig, for jeg kan ikke hjælpe dig.

Hvor er der hjælp, når lægen og omgivelserne slipper dig?

Du tilbydes ikke hjælp videre, fordi lægen ikke kender til de resultater, som der faktisk forekommer på det psykosomatiske område, bl.a. fordi der ikke forskes nok i området.

Og så efterlades du ellers alene i et tomrum. For hvad stiller du op med en årsagsforklaring, hvor det antydes at noget i dig er for indviklet eller psykisk knudret til, at du kan hjælpes?

Hos nogle indtræffer der sig en magtesløshed, fordi der er mangel på svar og handlemuligheder. Og det kan føre en krise med sig oven i symptomerne. Hos andre giver det kickstarten til en meget alene fremfærd og søgen efter svar. Og markedet for hurtige svar melder sig hurtigt med deres tilbud.

Min erfaring med sådanne ”problemstillinger”, hvor kroppen udspiller en eller anden ubalance er, at der ikke er nogle hurtige svar. For kroppen taler et meget individuelt og til dig skræddersyet sprog, hvori den fortæller om din historie, dine overbelastninger, dine valg, dine behov og dine følelser. For at forstå dens samlede fortælling, hvorfor den netop udspiller de ting i kroppen, som den gør, skal der nysgerrighed, undersøgelse og udholdenhed til. Men den psykologiske kode kan knækkes, og et samarbejde komme op at stå, så kroppen ikke opleves som værende sat i verden for at gøre livet surt for os, som var det en fjende der havde taget bolig i os.

At livet bliver meget surt, når der er tale om diffuse sygdoms symptomer og smerter, viser sig ved at langt de fleste oplever at blive meget begrænsede i deres udfoldelse. Mange føler sig stærkt hæmmede, og det på trods af, at omverden ikke kan se begrænsningen fysisk, og dermed heller ikke helt sætte sig ind i, hvor invaliderende det kan være, når kroppen ”larmer”.

Udefinerbare sygdoms symptomer og smerter kræver vores opmærksomhed. Vi tvinges til at fokusere på vores krop, og hvad der er godt for vores krop – f.eks. hvad den trænger til af medicin, og af omsorg og næring.

Vi stopper op, vi bremser vores liv, vores tempo, vores gøremål, og forsøger at orientere os i magtesløsheden ved at mobilisere vores opmærksomhed, vores vilje til at lukke løse ender og finde svar og mening. For ofte har vi også et ønske om at forstå, hvorfor det ramte netop os. I et moderne samfund som Danmark er sygdom jo en svaghed, noget som rammer en, og som er synd for en.

Men det vi er udsat for er den allerhøjeste intelligens, som ikke anerkendes som viden i et moderne samfund. Kroppen er nemlig så intelligent indrettet, at den med sygdom kan få nogle dybe behov opfyldt, som vi med vores bevidsthed ellers ikke ved, hvordan skal opfyldes:

• genopretning af fokus
• genopretning af opmærksomhed på kroppen
• genopretning af balance
• at få omsorg og kærlighed
• at få en pause
• at undgå psykisk smerte ved at fryse fast i offerrollen

Og …. nu kan det være, at du føler dig provokeret eller ramt, for “offer” er et frækt ord at bruge. For indikerer det ikke, at man ikke tager ansvar, og selv har en indlfydelse på at gøre sig svag? Og antyder jeg, at sygdom kan skabes af ens egen krop – altså at det er selvforskyldt?

Til det siger jeg både ja og nej. Ja til at der er noget, som man ikke tager ansvar for, fordi man ikke er bevidst om det, eller fordi det er et valg. Og ja til, at man kan skabe sygdom ubevidst – at ens krop lever sit eget intelligente liv, og forstår hvilke veje, der kan skabe adgang til din bevidsthed. Og et rungende NEJ til, at det er selvforskyldt, for deri ligger der en skyld, som jeg ikke mener der er tale om. Ingen er skyldige, kun ansvarlige i den forstand, at vi kan skabe vores eget liv. Og ikke i den forstand, at vi kan slæbes i retten for at være skyldige, forkerte eller umulige.

Slet ikke.

Erfaringer på min egen krop

Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg selv har været meget syg – både med og uden diagnoser. Jeg har rendt til undersøgelser igen og igen, og er ikke blevet forstået, fordi undersøgelserne ikke viste, at der var noget galt. Jeg var sund og rask, og det måtte så være psykisk. Og alt imens følte jeg mig meget syg og absolut ikke sund og rask, og måtte slæbe mig på arbejde. Jeg følte mig så ansvarlig og dum og forkert over, at jeg kunne have sådan en destruktion i mit system.

Lige indtil ……. jeg fandt ud af, hvad det var symptomerne gjorde for mig. Det tog mere end 15 år ..

Jeg fik muligheden for at trække mig fra verden, og give mig selv omsorg, fordi jeg var presset. Jeg blev ramt på min energi, som jeg havde så meget af. Jeg følte mig som en levende død, sov 2-3 timer om natten, og var ganske udmattet. Det betød, at jeg blev stoppet, sat ned i gear, og fik plads til at tænke og mærke. Det gjorde mere ondt at mærke mig selv og mine følelser, end at mærke sygdomssymptomerne. Magtesløsheden fik mig til at tage kontakt til en psykoterapeut efter at have prøvet kinesiologi, akupunktur, fysioterapi, astrologi, clairvoyance etc. Med en dygtig psykoterapeut kunne jeg begynde at bære mine følelser, og gå ind i dem, og dermed stoppede min krop med at “snakke” så meget, fordi jeg nu gjorde det arbejde, som jeg havde flygtet fra – nemlig at bearbejde svigt etc., som kørte rundt i mit nervesystem og min krop.

Denne erfaring vil jeg gerne give videre til dig – måske du kan bruge lidt af det, som jeg gik igennem i mere end 15 år, hvor jeg var “sat ud af spillet”, og levede halvt, i job og til tider sygemeldt.

Jeg er kropsterapeut, og arbejder ud fra bioenergetik og SE-terapi, og har taget et modul i SE-foreningen som opfølgning på det arbejde, som jeg har brugt 2 år på i henhold til min egen jordforbindelse og afbalancering af nervesystemet. Her er jeg blevet superviseret af en psykoterapeut, der har 4 års uddannelse i SE-terapi, og via hende metoderne. Derudover har vi trænet NARM (Neuro affektive relation model), der minder lidt om SE.

Læs mere om psykosomatiske tilstande