Relationer er af største betydning for vores selvdannelse og vores trivsel. Det er i relationerne, at vi opdager os selv, og forhåbentlig også når til at opdage andre. Men undervejs kan der være megen forvirring om ansvar, det at tage mere ejerskab for sig selv, og at lade andre komme til med deres ejerskab. At opdage, hvor meget man med rette kan/bør bære, er en lang udviklingsproces, som især understøttes af psykoterapi, hvor elementerne i de relationelle temaer kan skilles ad.
Mange har det da også svært med nogle af deres relationer eller i relationer generelt, når de opsøger terapi. Et meget udbredt tema er nærhed, og angsten for nærhed, som kan være ubevidst. Ubevidst undgåelse af nærhed kan komplicere ens relationer, og bl.a. dræne for energi, når man er sammen med andre.
En yderligere grund til at opsøge en psykoterapeut eller coach kan være, at man har konflikter med familien eller venner, eller konflikter på arbejdspladsen. Det kan også være, at ens behov for anerkendelse og bekræftelse ikke er blevet tilfredsstillet. I “kampens hede” for at finde anerkendelse, kan man måske have udviklet en tendens til at please, og har nu svært ved at sætte grænser.
Disharmoni i relationer gælder alle af livets roller, f.eks. også forældrerollen, som kan gøre os usikre, da vi her er en autoritet.
I det hele taget er der nogle grundlæggende elementer i relationer, som mange mennesker bokser med, da vi ikke er alene om at “danse”, og da kontakt er gennemsyret af de måder vi har lært at gå i kontakt på. Denne “ensidige” lærdom, som vi har fået med os i det relationelle med vores nærmeste, kan give anledning til konflikter, vrede, sorg etc. Men også temaer som tillid og mistillid kan være oppe at vende, fordi de er så grundlæggende i relationer.
I forhold til relationer gælder også nærhedsprincippet, som grundlæggende hviler på en følelse af at have kontakt med sig selv og andre på en opmærksom måde. Følelser i mødet med os selv og andre kan være så svære at rumme, at vi klikker ud af kontakt, og dermed aktivt (men ubevidst) stopper nærværet.
Det helt store issue for moderne mennesker, er netop evnen til at føle nærvær. Derfor tyr mange til f.eks. mindfulness og yoga. Men kan vi ikke bære vores egne og andres følelser, så kan det være svært at være med sig selv og sin krop. Dvs. være i en relation med sig selv og mærke sig selv.
Har vi oplevet tidlige svigt, eller markante svigt senere i livet, vil det påvirke vores relationer grundet vores “brist” i evnen til at bære de voldsomme følelser der vækkes i relationer, og som kan være konsekvensen af svigt. Men det er ikke altid, at vi er klar over konsekvenserne eller senfølgerne af et svigt. Det kan til dels hænge sammen med, at symptomerne kan skyldes så meget andet. Men også fordi bevidstheden om svigtet kan være lille, især hvis der er tale om nogle mere usynlige svigt. Læs evt. mere om synlige/usynlige svigt.